Ozon (O3)

Ozonlaget, som omslutter jorden i stratosfæren i 20 til 30 kilometers højde, beskytter levende væsener mod solens skadelige ultraviolette stråling. Det er næppe tykkere end 3,5 millimeter. Der dannes et hul i ozonlaget ved polerne, især i Antarktis, og det forsøgte man at modvirke ved at forbyde klorfluorkarboner (CFC) i 1987. Uden det beskyttende ozonlag ville solens energirige ultraviolette stråler nå direkte ned på jorden og skade cellerne i dyr, planter og mennesker. Livet i det øverste lag af havene ville også blive beskadiget.

Sandsynligheden for ozonforurening er særlig stor om sommeren. Ozon har også en skadelig virkning på planter, især bladplanter, som absorberer ozon gennem deres spalteåbninger. Hvis de udsættes for gassen over en længere periode, reducerer det væksten af løvtræer og kan forringe kvaliteten af afgrøder, hvilket kan føre til fejlslagen høst.

Ozon dannes af nitrogenoxider og andre flygtige organiske forbindelser, når de udsættes for intenst sollys. Disse forstadier stammer primært fra vejtrafik. Ozon dannes tæt på jordens overflade, især på varme sommerdage med tung trafik. Det er her, ozon påvirker levende organismers sundhed. Hos mennesker giver for høje koncentrationer symptomer som irritation af luftveje og øjne samt hovedpine. Høje ozonkoncentrationer er især skadelige for lungerne under fysisk anstrengelse som sport eller hårdt arbejde. Derfor har EU fastsat grænseværdier for denne skadelige gas: Hvis ozonniveauet holder sig under 110 mikrogram pr. kubikmeter luft i timen, anses det ikke for at være skadeligt for mennesker. Hvis timegennemsnittet af ozon er 180 mikrogram pr. kubikmeter luft, informeres befolkningen; hvis det er 200 mikrogram eller mere, oplever folk symptomer; hvis det er 360 mikrogram eller mere, er der alvorlige sundhedsrisici. Sidste år blev informationstærsklen overskredet flere gange i Tyskland. Hvis ozonniveauet er for højt, er der også risiko for kørselsforbud, som det allerede er tilfældet i Frankrig i særligt varme somre.