Støj koster milliarder
Støj koster den franske stat mere end 150 milliarder euro hvert år. Heri indgår fysiske og psykiske sygdomme, men også værdiforringelse af ejendom. Trafikken er en enorm bidragyder til støj. En kultur for støjhåndtering skal hjælpe.
Storbyer er beskidte og hektiske, og de larmer. I de større franske byer er omkostningerne ved denne støj, som for en stor dels vedkommende også skyldes biltrafikken, enorme. Ifølge en ny undersøgelse fra det nationale støjråd (CNB) og det franske agentur for økologisk forandring (Ademe) beløber de sig til 155,7 milliarder euro. Til sammenligning er det lige så meget, som staten bruger på uddannelsessystemet og hæren tilsammen. Selv Corona-stimuluspakken kommer ikke i nærheden af dette beløb. Siden den sidste undersøgelse i 2016 er omkostningerne forbundet med støj også steget med næsten 100 milliarder euro.
Medregnet i omkostningerne var de vidtrækkende sundhedsmæssige konsekvenser, der spænder fra søvnforstyrrelser, hjerte-kar-sygdomme, fedme og diabetes til psykiske problemer som indlæringsvanskeligheder, og også den medicin og hospitalsindlæggelse, der er forbundet med sygdommene eller tab af beskæftigelse. Faldende ejendomsværdier tegner sig også for en stor del af omkostningerne.
Målet er nu at skabe en kultur for støjhåndtering, der tager hånd om de tre vigtigste bidragydere: Trafik, nabolag og arbejde. Etablering af flere lavemissionszoner og reduceret hastighed på større veje er to af de tiltag, der diskuteres. Desuden skal nye trafikanter testes. Siden 2020 har organisationen Cerema, som hører under ministeriet for miljø, bæredygtig udvikling og energi, sammen med byen Limoges forsket i en vejbelægning af kork, som skulle være betydeligt mere støjsvag end konventionel asfalt.
Da elbiler er meget mere støjsvage end forbrændingsmotorer, kan de være med til at reducere trafikstøjen. Der vil dog gå lang tid, før der er nok elbiler på vejene til, at denne effekt virkelig kan mærkes. Støjbeskyttelseszoner, som de allerede findes i Außerfern i Østrig, kunne supplere miljøzonerne for at give aflastning i stærkt forurenede områder. Helt trafikdæmpede zoner, som dem, der bliver mere og mere almindelige i Paris, kunne også hjælpe.
Det, der er sikkert, er, at staten må gøre noget. Alt for længe har man ikke været opmærksom på virkningerne af og omkostningerne ved støj. Hvis borgernes helbred ikke er et tilstrækkeligt incitament til at reducere støjen, burde de enorme omkostninger, som staten hvert år må afholde, i det mindste være det.