Den kinesiske bilindustri er allerede førende inden for elbiler. Nu ønsker landet også at fremme forbrændingsmodeller og dermed udfylde de fremtidige huller på det europæiske bilmarked. Økonomiske og miljømæssige konsekvenser for Europa kan ikke udelukkes.
I mange asiatiske storbyer har luftforureningssituationen længe været dramatisk. De kinesiske metropoler, hvis forureningsniveauer konstant ligger over grænseværdierne, er bestemt blandt dem. Alligevel afholder Kina sig ikke bare fra at indføre miljøzoner - som langsomt vinder indpas i Asien - men fortsætter med at ignorere de fleste miljøhensyn i sin strategi. Det er rigtigt, at Kina i øjeblikket er en af de største producenter af elbiler, men markedet for elbiler ser ikke ud til at være tilstrækkeligt for landet. Kina ønsker at vise sig som et førende land inden for produktion af alle typer biler. I den forbindelse har regeringen annonceret, at man vil fremme produktion og forskning i biler med forbrændingsmotorer.
Foranstaltningen ledsages primært af en finansiel intervention. Afgiftssatsen for køretøjer med forbrændingsmotorer med en kapacitet på op til to liter er blevet reduceret fra ti til fem procent. I stedet vil der slet ikke blive opkrævet skat på såkaldte nye energikøretøjer (rene elbiler og plug-in-hybrider). Disse skattelettelser skal sammen med de tekniske tiltag ikke kun støtte elektromobiliteten, men også sikre forbrændingsmotorerne en plads i fremtiden.
Ifølge spekulationer fra insidere i branchen planlægger Folkerepublikken ikke kun at betjene det hurtigt voksende elektriske marked i EU ved at eksportere elektriske køretøjer. Med stærke spillere som Nio, XPeng og Geely er Kina allerede i front på det globale elmarked. Desuden ønsker landet strategisk at udfylde det hul, der kan opstå efter forbrændingsmotorens endeligt i Europa, med sine egne diesel- og benzinbiler. I modsætning til EU fører Kina ikke en politik, der forbyder fossilt drevne motorer. På den anden side er tilskuddene til elbiler endda blevet reduceret, selvom teknologi og forskning fortsat modtager økonomisk støtte. Projekter til udskiftning af batterier og brændselscellemobilitet spiller f.eks. fortsat en vigtig rolle i Kinas strategi.
Det kinesiske tiltag skal altså modvirke det faldende salg af forbrændingsmotorer og samtidig "korrigere" holdningen til konventionelle motorer. For landet er EU's afvisning af forbrændingsmotoren en mulighed for at hævde sig som en førende udvikler af moderne forbrændingsmotorer. Desværre er det dog tvivlsomt, om beslutningen vil have noget potentiale ud over de strategiske og økonomiske aspekter.
Klimaforandringernes realiteter er tydelige, og det samme er den rolle, som CO2 og andre forurenende stoffer spiller. Hvis forbuddet mod forbrændingsmotorer bliver en succes på europæisk side, men samtidig bliver bragt i fare af Kinas bilindustri, kan det hele være forgæves. Med valget mellem en dyr elbil og en billig og konventionel bil med forbrændingsmotor er det ikke sikkert, at bilkøberens beslutning er den grønneste. Med den umiddelbare fremme af forbrændingsmotorer bringer Kina ikke kun luftkvaliteten i byerne og indbyggernes helbred i fare. I Europa såvel som på verdensplan kan Kinas plan udgøre en trussel mod alle klimapolitiske bestræbelser i kampen mod klimaforandringer.