Deutsche Umwelthilfe (DUH), en non-profit organisation for miljøbeskyttelse, der også er kendt for miljøzoner og dieselforbud, kritiseres: Den nægter at oplyse om 15 store donationer til en samlet værdi af over en million euro. Det opdagede medievirksomheden Table.Media i den tyske forbundsdags lobbyregister. Men hvad betyder det for DUH's troværdighed? Hvad er det egentlige formål med deres arbejde?
DUH modtog i alt 17 donationer og gaver på mere end 20.000 euro hver i 2021. Kun i to tilfælde er der sat navn på donatorerne. DUH forholder sig tavs om de øvrige 15 store donationer på i alt 1,5 millioner euro. Den nægter at være transparent og giver ingen oplysninger om donorerne. Dermed overtræder DUH kravene fra Alliancen for Lobbygennemsigtighed, som bl.a. tæller den tyske forbrugerorganisation Federation of German Consumer Organisations og Transparency International.
Alliancen understreger, at der altid skal være åbenhed om, hvor de økonomiske midler kommer fra. Undtagelser kan kun tænkes i enkelte tilfælde, hvor der er tale om privatpersoner. Organisationer eller virksomheder bør altid oplyse, hvem der finansierer dem. DUH indrømmer dog, at de ikke har offentliggjort deres donorer. De begrunder det med, at donorer kun kan navngives, hvis de er autoriserede til det.
Men hvem er disse anonyme donorer? Er det virksomheder eller organisationer, som kan have en interesse i at påvirke DUH's politiske dagsorden? DUH har allerede tidligere vist, at de er åbne over for lobbyisme. I 2016 tilbød den en gaslobbyorganisation en kampagne til omkring to millioner euro med det formål blandt andet at "skubbe diesel tilbage".
Men hvad er det egentlige formål med hendes arbejde? Repræsenterer den virkelig miljøbeskyttelse og borgernes interesser? Eller er den bare endnu en spiller i lobbyismens beskidte spil, der skjuler sine sande mål bag en facade af miljøbeskyttelse?
Organisationen er gentagne gange blevet kritiseret, ikke kun for sin mangel på gennemsigtighed i forbindelse med store donationer. Den er også kendt for at anlægge retssager mod virksomheder og lokale myndigheder for at håndhæve miljøregler. Det har givet den et ry som en "miljøsagsorganisation". Nogle kritikere beskylder den for at fokusere mere på juridiske slagsmål end på praktisk miljøbeskyttelse.
DUH har et presserende behov for at forbedre sin gennemsigtighed og offentliggøre alle større donationer. Det er den eneste måde, hvorpå organisationen kan genvinde offentlighedens tillid og vise, at den virkelig repræsenterer miljøbeskyttelse og ikke anonyme store donorers interesser. Indtil da vil der være en mørk skygge på Deutsche Umwelthilfe's ellers grønne facade.